Ja. Du undrer dig sikkert over hvad vi er for en flok. Og det kan vi jo ikke have. Så her er alt hvad du behøver at vide om Amatørteateret CharlottenTotterne. Plus lidt uvæsentlige oplysninger…
Charlottentotterne blev stiftet den 1. juni 2006 af en lille flok glade amatørskuespillere fra lokalområdet, som alle ønskede at være med til at sætte deres præg på dagsordenen i en teaterforening. Vi havde allesammen spillet teater før forskellige steder og havde hver især nogle ønsker til hvordan foreningen skulle være og med den baggrund stiftede vi foreningen. Vores formål er at danne ramme om et aktivt arbejde med unge og voksne og med dette som grundlag at udøve teatervirksomhed på amatørbasis.
I maj 2007 udvidede vi foreningen til også at omfatte en ungdomsgruppe helt ned til 12 år. Dog har vi pt ingen ungdomsmedlemmer.
Vores første opsætning var “mine to søstre” af Nikoline Werdelin. Siden har vi lavet vores egne revyer og spillet både seriøse og sjove stykker. Bla. har vi spillet Et Juleeventyr af Charles Dickens, For enden af universet ligger der en døgnkiosk af Lotte Tarp og Den grønne elevator af Andrew Hopkins. Vi er ikke bange for at prøve kræfter med lidt af hvert og forsøger også at skifte lidt imellem genrer.
Vi er lige nu ca. 15 aktive medlemmer men der er masser af plads til flere. Så hvis du også kunne tænke dig at blive medlem i vores lille forening, så kan det sagtens lade sig gøre… Bare brug vores indmeldesesblanket her på siden.
Mange af vores aktive medlemmer har spillet teater før, men det er bestemt ikke noget krav. Det vigtigste for os er at have det sjovt, og så selvfølgeligt at lave nogle gode forestillinger for vores publikum.
Skulle du være interesseret i at spille teater, har du interesse for teknik eller er du en knag til at male eller sy og kunne du tænke dig at være med på eller omkring scenen, så er du selvfølgeligt også velkommen til at komme ned forbi og kigge en onsdag når vi øver (send os lige en mail først og hør om vi er i gang, så du ikke går forgæves). Har du spørgsmål er du også velkommen til at kontakte os. Du kan bruge kontaktformularen her på siden.
God fornøjelse