Peter, en ung sømand fra skibet Søbjørnen, rejser til Helsingør, for at gifte sig med den unge Bitten. Med sig har han sin bedste ven og forlover, den klodsede fynbo Kanusti. Peter ønsker sig et familieliv langt væk med den pige han elsker. Desværre gemmer hans svigermor, den altid skrappe, yderst bestemte og meget hunsende Emma, på en bryllupsgave der kommer i vejen for Peter’s ønsker.
Et hyggeligt og morsomt lystspil, som oprindeligt stammer fra det gamle teaterstykke, på dansk kaldet “Sømand pas på”, men som de fleste nok bedst kender fra ASA’s gamle danske film med bl.a. Dirch Passer, Ove Sprogøe og Kjeld Petersen. Stykket er frit skrevet efter filmudgaven fra 1962.
Sømænd og Svigermødre er en humør bombe, fyldt med klassiske svigermorproblemer, klodsede fysiske udfoldelser, stikkende vittigheder og masser af lune og kærlighed.